I skoven – planthjerte

Jeg hedder Jonathan Kjærhus Christensen og er havetegner, haveeventyrer og uddannet anlægsgartner. Min kærlighed ligger i fortællinger og betydninger, for jeg har opdaget, at haver skal være meget mere end bare planter på række. Jeg ser et bed som en fortælling – en komposition af farver, former og stemninger, der hele tiden forandrer sig. Og den, der arbejder i haven, forandres med, når blomstringerne trænger ind under huden og sætter spor.

Mit arbejde som havearkitekt handler om at tegne historier, inden de plantes i jorden. Jeg sammensætter planter, så de spiller sammen som et orkester, der vækker følelser, sanser og lyst hos den, der oplever haven. Jeg kalder mig haveeventyrer, fordi jeg elsker at udforske, hvordan haven kan blive et sted for skønhed, poesi og ro – men også for leg og energi.

På Planthjerte deler jeg mine projekter, idéer og tanker – alt sammen med ét mål: at vise, hvad en have burde have lov til.